torsdag den 17. april 2014

Sush-ish


Jeg er den eneste her hjemme, 
der sætter pris på sushi.
Så det er ikke ofte jeg får det.

Men i går havde ungerne bestilt risengrød, 
og så slog jeg til!
Jeg havde hverken ris, tang eller rå fisk på lager,
så ret beset var det vel ikke rigtig sushi...
Men det tilfredsstillede sushitrangen!

Inspirationen har jeg fundet her hos Ulla.






Spisepindene er en fødselsdagsgave fra en japansk pige jeg kendte engang.
Hun hed Mio.
Og ud over spisepindene fik jeg et sødt, 
men måske lidt spøjst fødselsdagskort ;-).



Lost in translation ;-)?

♥ maj




onsdag den 16. april 2014

Påskekagen anno 2014

... eller verdens mest gennemfotograferede kage.








I dag nød ungerne lidt af resterne i forårssolen.
Resten er puttet i fryseren til en fremtidig trøffel :-).
Velbekomme - og god påske :-).

♥ maj

søndag den 13. april 2014

Blå med blomster


Det lykkedes mig mirakuløst at få et par timer ved symaskinen i går.
Vi havde ellers huset fuld af glade børn.
Trond havde en flok drenge med på banerne og spille kamp mod deres fædre,
og Solbjørg havde en veninde på besøg.
Sidst på eftermiddagen mødtes de alle her hos os og spiste lasagne,
så film og hyggede til den store guldmedalje.

Men kl. otte gik alle trætte hver til sidst,
og så satte jeg mig ved maskinen.
Jeg havde taget Solbjørg med på råd.
Så hun havde selv bestemt stof og snit.
Det er vist slut med at sy noget og regne med, 
at hun bare godtager det!

Men når hendes ønsker bliver hørt,
er hun en glad modtager :-).





♥ maj



lørdag den 22. marts 2014

Vindere

I er selvfølgelig alle vindere :o)!
Men random-org har nu hjulpet mig med at trække fem vindere
i min lille blogfødselsdags-giveaway.

De fem heldige er:
Nr 2: Krea Krumspring
Nr 9: Modgaard
Nr 26: Viljevanille
Nr 31: Gry
Nr 35: Ulla Klosterkrone

Tillykke til jer :o).
Jeg sender jer en mail, så I kan sende jeres adresse.
Så er der en smuk pude på vej til jer en af de nærmeste dage.

Rigtig god weekend, 
såvel til vindere som til alle jer andre, der læser med! 

♥ maj

fredag den 21. marts 2014

Husk :o)..

 Husk min give away med fem smukke puder fra Rikki Tikke.
Jeg trækker en vinder i morgen.
Du kan nå at være med frem til i morgen, lørdag, kl. 12.
Du deltager her.

♥ maj

onsdag den 19. marts 2014

I morgen...

Jeg sidder her, og glæder mig lidt.
For i morgen tager jeg endnu en gang på besøg på Ørslev Kloster.


For et års tid siden var jeg der i tre dage 
for at få ro og fordybelse til at skrive min ph.d. ansøgning.
Det fik jeg. Indlægget kan du se her: klik.
Samtidig fik jeg en inspirerende oplevelse fuld af stemning og atmosfære,
som jeg ikke har kunnet lægge fra mig siden.

Da jeg blev bedt om at skrive en artikel til 
Herregårdsmuseernes Årsbog: Herregårdshistorie 
var jeg derfor ikke meget i tvivl om,
at Ørslev Kloster skulle være omdrejningspunktet for min artikel.

I morgen skal jeg så af sted.
Interviewe, samle indtryk og tage billeder.
Nu krydser jeg fingre for dejligt vejr, 
så jeg kan få taget smukke billeder i de enestående omgivelser.


Fredag når jeg kommer hjem, henter jeg ungerne på vejen,
og SÅ skal vi holde weekend!
Alle sammen :-).
Det bliver så dejligt. 
Selvom det kun er onsdag i dag, 
synes jeg allerede, det har været en lang travl uge ;o).

♥ maj

mandag den 17. marts 2014

Harer


I går hyggede ungerne og jeg med at lave påskepynt.
Jeg havde set de fine kaniner hos Oline-art,
og som forudset var det lige et projekt for Solbjørg.



Trond havde først afslået,
men da vi var godt i gang kunne han alligevel ikke holde sig væk,
så han fik lavet en fræk rock-kanin med strithår og accessories.




Jeg kunne ikke helt følge med tempoet med skabelonerne,
så Solbjørg supplerede med lidt tegninger og påskeæg i ventetiden ;-).


♥ maj

fredag den 14. marts 2014

All skin types - bare ikke min...


lad det bare være sagt:
Jeg har aldrig gået ret meget op i hudpleje.
Min hud er nem. Det har den altid været. Så jeg har ikke rigtig behøvet.

Men efter at have fået børn, og jeg vel også bliver ældre,
kan jeg mærke, 
at det vil være en god idé at begynde at gå bare lidt mere op i det.

Derfor sagde jeg ja tak til at teste Dennis Knudsens nye hudplejeserie,
som har været i butikkerne siden 1. marts.

Jeg var spændt :-).
Men ærlig talt Dennis: Det må du kunne gøre bedre!
Da jeg pakkede pakken op blev jeg umiddelbart glad.
Der var meget at tage fat på.
Så man får i hvert fald kvantitet for pengene.
Men så kom den første undring.
Er produkterne til mænd?
Jeg er stadig i tvivl... måske er det uni-sex produkter?
Det ville måske være meget praktisk, at man kun behøver én creme på hylden?
Det grafiske udtryk er i hvert fald ikke ret feminint. 
Og heller ikke ret eksklusivt.

Jeg åbnede produkterne, for måske duften kunne hjælpe mig på vej.
Men næ, det blev jeg heller ikke klogere af.
Det hele dufter! Men ikke ret raffineret.
Mest af sæbe.Og allesammen forskelligt.
Det bryder jeg mig ikke om.
Jeg bryder mig i det hele taget ikke om parfumerede cremer,
for jeg er sart når det kommer til duft,
og foretrækker selv at vælge hvad jeg dufter af.

Så prøvede jeg peel off masken.
Jeg synes alligevel, den var lidt sej!
Den er sort, og så skal den trækkes af når den er tørret.
Men av for katten!
Enten har jeg en meget sart hud, eller er mere behåret i ansigtet end de fleste.
Det var i hvert fald med tårer i øjnene masken blev fjernet.
Til sidst gav jeg op og vaskede resten væk..

Nå men, der er dog også lidt positivt at sige :-):
Vaskeservietterne er praktiske og nemme at bruge!
Dem kunne jeg godt tænke mig at have i toilettasken på rejsen,
istedet for vatrondeller, skintonic osv.
Og selve ansigtscremens dispenser er smart.
Det er sådan en, hvor man trykker cremen ud,
så man ikke skal have hele hånden ned i cremedåsen.

Alt i alt:
Kære Dennis.
Det virker som om, du har haft for travlt.
Det må du - med dine 30 års erfaring - kunne gøre bedre!

Maj

torsdag den 13. marts 2014

Knækbrød


Jeg har bagt knækbrød.
Uhm!
Efter den der opskrift med en dl af det ene og en dl af det andet.
Denne gang penslede jeg overfladen med æggehvide.
Den ene halvdel dryssede jeg med sesam og hørfrø.
Den anden fik lov at være helt bar. De var faktisk bedst.
Nå ja... var. For de er allerede blevet spist ;o)!

Jeg tilsatte også en tsk bagepulver, så de blev lidt luftige.
Det kan anbefales!



♥ maj

fredag den 7. marts 2014

Stor og lille


Jeg har en yndlingskjole fra Rützou.
Jeg købte den for... ja.. ni år siden, må det være.
Jeg var gravid med Trond.

Siden er den kommet frem ved mange lejligheder.
Den er det sikre valg, når alt andet glipper.
Solbjørg ønskede sig en mangen til.

Det kunne jeg ikke helt fikse,
men jeg synes, ligheden er til at få øje på :-).

Jeg har brugt Burda-mønsteret, som denne kjole også er syet efter.
Jeg hader at tegne Burdas mønstre af!
Men hvis man bruger dem flere gange, 
er det som om besværet tjener sig ind ;o). 


Det er Asbjørns fødselsdag i dag!
Han fik mange dejlige gaver på morgenbordet.
Blandt dem var en bog, jeg har puslet med de seneste uger.
En samling af alle de ting, 
jeg ved han gerne vil huske om Cavling-prisen.
Udpluk af artikler, indstillinger, taler og billeder.
Han blev glad. 

God weekend derude :-).

♥ maj



torsdag den 6. marts 2014

Cirkus cirkus


Er det ikke skønt?
Igen i år har McDonnalds tryllet cirkusbiletter til Cirkus Benneweis
ned i deres Happy Meals :-).

Vi har endnu en gang været så heldige,
at få lov at komme en tur i cirkus, og vi glæder os!
Både store og små.
Det er et af de årlige højdepunkter her i familien.

Jeg er spændt på at se,
hvordan showet er skruet sammen i år :-). 

♥ maj

tirsdag den 4. marts 2014

Give Away i anledning af...

VINDERNE AF DENNE GIVE AWAY ER TRUKKET

... at bloggen i dag runder de to år,
og for et par dage siden også rundede 150.000 sidevisninger.

Jeg får ikke blogget helt så meget i øjeblikket, som jeg gjorde i starten.
Men jeg nyder det stadig!
Ikke mindst på grund af al den dejlige respons, jeg får fra jer, der følger med :-).

Derfor har jeg spurgt Rikki Tikki
om de ville hjælpe mig med at forkæle mine faste læsere,
og det ville de gerne!


Der er en lækker foto-printet pude på højkant til hele fem heldige læsere!
Skriv en kommentar og din mailadresse.
Så trækker jeg fem vindere lørdag d. 22. marts.

Jeg håber, I har lyst til fortsat at læse med i det kommende år :-).

♥ maj

mandag den 3. marts 2014

Nye (arbejds) tider

Foto: Nicky Bonne

Der sker meget på arbejdsfronten for tiden.
Og nu er det ham her - min dygtige mand - der rykker.

Efter 10 år hos Nordjyske Medier, starter han i dag på TV2oj.
Uha, det bliver spændende!

Men også nyt for vores familie.
I ti år har vi kendt (mere eller mindre) faste arbejdstider for Asbjørns vedkommende.
Kontortider.
Og den seneste lange periode har jeg været hjemme.
Nogen gange travlt arbejdende, ja. Men dog altid hjemmefra. 

Pludselig er situationen helt anderledes.
Asbjørn får skiftende vagter planlagt måned for måned.
Og jeg arbejder ude igen for første gang meget længe.
I hvert fald for en tid.

Vi har nydt den ro vi har haft i familien,
men børnene er blevet større og det giver nye muligheder.
Logistikken er nemmere og det hele er mindre følsomt.
Asbjørn kommer til at være væk en del aftener nu,
men til gengæld glæder han sig til at have eftermiddage med ungerne.
Det har han ellers aldrig, så det bliver et plus.

Vi skal finde nye rutiner.
Og finde til ro i, at der ikke bliver en rutine i den grad, vi kender det.
For ingen uger bliver ens, og vi elsker jo nok egentlig hverdagens rutine.

Vi er spændte :-).

♥ maj


søndag den 2. marts 2014

Fastelavnsbollen 2014


Det var egentlig min intention, 
at årets fastelavnsbolle skulle være min wienerbrødsdebut.
Men da jeg stod med den der vanvittige mængde smør i favnen, 
og kunne se frem til et par timers fast arbejde med dej ind og ud af køleskabet,
droppede jeg tanken.
Ad flere omgange.


I stedet bed jeg til den helt klassiske bløde bolle med fyld efter denne opskrift.
Jeg valgte dog at lave 25 små boller ud af den halve portion.
Jeg fyldte dem med brombærsyltetøj og bagte dem.
Så vendte jeg konditorcremen med flødeskum af 1/4 liter fløde.

Da de små boller var kølet af, 
flækkede jeg dem og fyldte dem med flødecremen.
En lækker lille mundfuld :o).


Den anden halvdel af dejen blev til 12 store spandauerformede
med creme og hindbærsyltetøj.
Det var heller ikke så ringe.

Næste år håber jeg, 
at jeg har mod på wienerbrødsversionen!

♥ maj



Fastelavnsfest 2014


I går løb årets fastelavnsfest af stablen her på Egernvej.
22 voksne og børn mødte op klar til fest på en dejlig februaforårsdag.
Til tøndeslagning og fastelavnsbollespisning.



Ud over min egen Elsa og detektiv var bla disse at finde på gæstelisten:
Cowboy og indianer
Engel og djævel
Antboy
Overlæge
Skraldespand
Darth Maul og Darth Vader
Snehvide
Dragen Spyro
Lina Rafn og Yvonne
...og flere andre fantasifulde figurer.






Det var 6. gang vi inviterede til fastelavn.
(billeder fra sidste års fest findes her)
Som altid var det festligt og fantastisk hyggeligt.
Tak for en dejlig dag - vi glæder os allerede til næste år!

Opskriften på årets fastelavnsbolle findes her.

♥ maj

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...